I sidste uge inviterede FCM Samfund alle kandidater og ansatte fra afdelingerne i Thisted, Holstebro, Herning og Ikast til en helt særlig dag på MCH Arena. Formålet var klart: at samle alle kandidater i en fælles oplevelse og lade dem mærke den stærke fællesskabsfølelse, som gennemstrømmer MCH Arena.

Dagen blev skudt i gang med et inspirerende oplæg fra Udviklings- og Trivselschef Henrik Møller. Her deltog både ansatte og kandidater i forskellige øvelser, som havde fokus på at styrke bevidstheden om sig selv, samarbejde med andre og kommunikationen indbyrdes. Der blev skubbet lidt til grænserne – altid med plads til alle og et smil på læben – især da det fælles mål, der skulle nås, blev opnået med succes.

En anden særlig gæst på dagen var Direktør Preben Rokkjær, der besøgte de unge i Hall Of Fame Loungen. Her delte han personlige erfaringer om hans egen modgang, og som mennesker i hans nærhed har mødt samt hvordan man kan vende svære situationer til styrker – for dermed at tage magten over sit eget liv og skabe sin egen vej fremad.

Efter oplæggene blev kandidaterne vist rundt på MCH Arena. De fik bl.a. mulighed for at besøge omklædningsrummene, gå gennem spillertunellen og at mærke den unikke stemning helt nede ved græsset. Rundvisningen fortsatte i den nye Premium Lounge, hvor udsigten over arenaen fra de luksuriøse sæder gav en helt ny oplevelse. Turen sluttede i Fanzonen, hvor FC Midtjyllands eventafdeling havde stillet diverse spil og lege frem, som blev taget godt imod, inden deltagerne kunne nyde deres stadionplatter.

Dagen blev rundet af med en fodboldkamp på MCH Mini Arena, hvor både kandidater og ansatte kæmpede om præmier og æren som vinder. Speakerrollen blev varetaget af Alexsander Studsgaard fra FCM Shoppen, mens Victoria Bojsen fra klubsamarbejdet trådte til som dommer. Det gav både ekstra motivation og et godt afsæt for konkurrencemodet, som pludselig kom til udtryk hos deltagerne.

Ud over ansatte og kandidater deltog også Vestjysk Bank, som er en af FCM Samfunds 6 partnere.