Med sin kombination af erfaringer, føler 39-årige Tina Sloth, at hun er godt klædt på til sit arbejde med de unge mennesker, som er i forløb i FCM Samfund.

- Jeg er jo både deres coach, mentor, bankrådgiver og personlige træner. Man er helt vildt mange ting for de unge mennesker, fordi vi er så tæt på dem. Man bliver meget hurtigt en altmuligmand, der kan hjælpe dem i alle mulige forskellige retninger.

Tina Sloth begyndte i FCM Samfund tilbage i april efter en projektstilling på en skole, hvor hun arbejdede med juniormesterlære - et koncept, hvor 8.- og 9.-klasseselever kombinerer skole og arbejdserfaring.

Tidligere har hun blandt andet været politibetjent, rådgiver og coach på jobcenteret og projektleder i DGI Vestjylland, hvor hun også arbejdede med børn og unge.

- Jeg tænkte, at det her var en måde, hvorpå jeg kunne bruge alt det, jeg er god til, i ét stort sammensurium.

- Jeg har været vant til at skulle være forskellige ting for forskellige mennesker, og det kan jeg virkelig bruge her.

Fodbold og fællesskab

Hun kommer oprindeligt fra Skjern, hvor hun også bor i dag. For hende har det aldrig været fodbolden, som har fyldt.

- Jeg går ikke selv så meget op i fodbold, så det var ikke det, der trak mig, siger hun med et smil, mens hun fortæller, at hendes mand er frivillig erhvervsmentor i FCM Samfund, og at hun derfor kendte en del til det.

Tina Sloth indså dog hurtigt, hvad fodbolden og FC Midtjylland kan gøre for de unge mennesker på forløbet.

- Jeg var spændt på, hvor meget fodbolden kom til at fylde, men den fylder jo på den fede måde. Det åbner en masse døre for vores unge mennesker, og der er en stolthed i at være en del af noget, der hedder FC Midtjylland. Den del synes jeg er rigtig interessant.

- Det er en fed måde, vi arbejder på i FCM Samfund, fordi det er så frit. Det er ikke sat i kasser. Jeg kan arbejde meget individuelt med den enkelte, og det kan jeg rigtig godt lide, fortæller hun.

Mange forskellige hatte

I Herning mødes hun med de unge tre gange om ugen. Nogle dage står på træning, mens andre bruges på fordybelse, virksomhedsbesøg og ture ud i lokalområdet.

- Det er én ting at se de forskellige tilbud og muligheder på en hjemmeside, men de får det ikke nødvendigvis brugt, noget andet er at tage ud og opleve det. Derfor vil jeg gerne ud og vise dem, hvad der faktisk er af tilbud i deres område.

Det betyder også, at Tina Sloth har mange roller.

- Man har mange forskellige hatte på. Det kan være at hjælpe med at finde et job, få styr på økonomien eller noget helt tredje. Det er også meget forskelligt, hvad den enkelte unge har brug for. For nogle er man måske den primære voksne i deres liv, mens andre har brug for noget helt andet.

Hun beskriver sig selv som en person, der tager tingene, som de kommer, og som gerne vil skabe energi og fællesskab.

- Jeg vil gerne vise de unge, at det ikke nødvendigvis behøver at være en lige vej. Bare fordi man er uddannet til noget nu, behøver man ikke være det om 20 år.

En personlig udvikling

For Tina Sloth er noget af det mest meningsfulde i sit arbejde, når hun kan se, hvordan de unge gennemgår en personlig udvikling.

Hun fremhæver en, som var på forløbet, da hun selv startede som afdelingsansvarlig tilbage i april, som havde det svært og som ikke kunne overskue hverdagen.

- Nu er det en, der selv ringer ud og spørger virksomheder om praktikpladser, og som er klar til at starte på en uddannelse til januar. At se den udvikling gør, at mit arbejde er fantastisk.

- Der er selvfølgelig også nogle dage, hvor man ikke føler, at man rykker så meget for nogen. Men når man så kan se, at en person har rykket sig så meget - det er nok det allerfedeste ved mit arbejde, fortæller hun afslutningsvist.