Nyhed
FCM Samfund fortsætter partnerskaber: Brænder lige så meget for det, som vi gør
FCM Samfund fortsætter sine partnerskabsaftaler med en række virksomheder, der spiller en vigtig rolle i arbejdet med unge mennesker uden for beskæftigelse og økonomisk trængte børnefamilier i regionen.
For FCM Samfunds Direktør, Anne Kjeldsen, er det glædeligt, at samarbejdet med ALPI, Vestjyllands Forsikring, AL Sydbank, FOG & VENØ og Rationel fortsætter.
Kontinuiteten betyder nemlig meget for FCM Samfund.
- Jeg synes, at det er dejligt, at vi har noget kontinuitet i forhold til, at det er de samme partnere, som ønsker at støtte op om FCM Samfund.
- Det bevidner også, at de er klar til at hjælpe og støtte os på den visionsrejse, som vi er på, i forhold til at hjælpe flere unge mennesker i regionen.
Fra bestyrelsen til den enkelte kandidat
Partnerskaberne er en vigtig del af mulighederne for de unge, der er en del af FCM Samfunds ”Sammen går vi på banen”-projekt.
- Udover at vores partnere bidrager med økonomisk støtte til, at vi kan have FCM Samfund, så bidrager de også hver især med deres kompetencesæt. Både ind i bestyrelsen, hvor de er med til at sætte retningen og udfordre status quo, men nogle af dem er også mentorer og er helt nede og arbejde med de enkelte kandidater.
Den tætte kontakt til erhvervslivet giver også de unge mulighed for at få et indblik i arbejdsmarkedet og prøve kræfter med forskellige virksomheder.
FCM Samfund bliver ofte inviteret på virksomhedsbesøg, hvor de unge får mulighed for at se og opleve, hvilke muligheder der findes på arbejdsmarkedet til dem. FCM Samfunds jobkonsulent har en vigtig rolle i arbejdet med at skabe kontakt mellem kandidaterne og virksomhederne, men også i at finde mulighederne som oftest viser sig at give rigtig meget værdi til alle parter. FC Midtjyllands brede sponsornetværk spiller også en vigtig rolle i arbejdet.
- Jeg er stolt af, at hele erhvervsnetværket er med til at supportere op omkring den her del, som netop gør, at vi kan hjælpe de unge mennesker videre, siger Anne Kjeldsen.
En fælles hjertesag
Det handler i høj grad om, at virksomhederne deler den samme ambition som FCM Samfund og resten af FC Midtjylland.
- Vi ved, at vores partnere brænder lige så meget for det, som vi gør. For dem er det også en hjertesag, at vi hjælper unge mennesker i vores region.
- Det er også det mest essentielle krav, vi kan have til de partnere, som kommer ind - at de vil det samme som os, og at de har hjertet det rette sted, lyder det fra Anne Kjeldsen.
At gøre en forskel
Kristian Tvergaard, som er næstformand i bestyrelsen i FC Midtjylland, mener, at det i høj grad også handler om, at partnerne kan være en del af noget, der rækker ud over fodbolden, hvor de kan bidrage med deres erfaring og kompetencer.
- De partnere, som vi har lige nu, har også et dybdegående kendskab til os, og det bidrager med nogle gode kompetencer, som gør, at vi hele tiden rykker os og følger med, så vi kan hjælpe endnu flere kandidater.
Som næstformand er Kristian Tvergaard stolt af arbejdet, som FCM Samfund ligger for dagen.
- Jeg er virkelig stolt af FCM Samfunds arbejde. Det, at kunne hjælpe de unge mennesker og gøre en mærkbar forskel for nogle, som har det svært, har stor betydning.
- Det er med til at gøre FC Midtjylland stærkere, for udover fodbolden så giver vi også noget tilbage til regionerne og lokalsamfundet.
FCM’s julegaveprojekt
Udover ”Sammen går vi på banen”-projektet, har FCM Samfund også det årlige julegaveprojekt.
- Her er vi ude hvert år og uddele julegaver til økonomisk trængte familier. Spillere og stab rykker sammen og besøger børnefamilier, som ikke har de samme midler til at kunne sende deres børn til fodbold.
- Gennem julegaveprojektet får de et medlemskab og børnene får træningstøj, så de stolt kan tage til træning med de andre børn. Et fantastisk initiativ, som også gør en forskel for familier i regionen.
Forlængelsen af partnerskabsaftalerne er derfor en også en forlængelse af det fælles engagement, der er mellem FCM Samfund og partnerne.
