Der var fyldt med energi, grin og high-fives, da 25 børn og unge deltog i ’FitForKids’ IPower My Life-projekt, støttet af Novo Nordisk Fonden. Projektet har fokus på at styrke børn og unges mentale sundhed og deres tro på egne evner – og netop dette var omdrejningspunktet for dagen på Dream99 i Ikast.

FCM Samfund stod for velkomsten og en fælles frokost, inden børnene fik overrakt spillertrøjer med autografer, som de stolt trak over hovedet. Derefter ventede en eftermiddag fyldt med fodbold, kampsport og fællesskab – sammen med blandt andre Jonas Lössl, Razak Pimpong og Sanne Troelsgaard.

FYSISK OG MENTAL SUNDHED GÅR HÅND I HÅND

For Frederikke Bech Eggertsen, som er Kulturchef i FCM Samfund, var det tydeligt, hvorfor sådanne dage gør en forskel.

– Sundhed er ekstremt vigtigt i dagens Danmark og nok mere end nogensinde før. I FCM Samfund og generelt i FC Midtjylland hænger den mentale sundhed sammen med den fysiske – og omvendt. At vi kan være rollemodeller for de unge på sådan en dag og få muligheden for at give dem en high-five og møde dem i øjenhøjde, der hvor de er, skaber allerede en motivation for at deltage i det fysiske, fordi vi er sammen om det, vi gør.

Og glæden gik begge veje.

– Det er vigtigt for os, at de føler sig set og hørt, og de skal vide, at vi elsker, at de er her – både som spillere og ansatte. Jeg har følelsen af, at de godt kan mærke, at vi elsker det, vi laver, og at godt humør, fællesskab og motivation trods modgang også kan give styrke, siger hun.

Gennem en arrangeret Q&A med udgangspunkt i begrebet ’sårbarhed’ fik Jonas Lössl og Razak Pimpong desuden sat ord på hver deres rejse og udfordringer – og derved skabt et trygt rum, hvor de mange børn og unge havde modet til at stille spørgsmål.

ET TILLIDSSKABENDE PROJEKT

Pelle Plesner, som er projektansvarlig for IPower My Life-projektet, var også en del af dagens program, og pegede på betydningen af at skabe trygge rammer for børn og unge, der står i en sårbar situation.

– Hos FCM har vi oplevet, at når man skaber den rette ramme og har kompetente, professionelle mennesker omkring dem, kan det blive en dybt meningsfuld oplevelse for børnene og de unge mennesker.

Han har også tidligere oplevet en stor begejstring blandt de børn og unge, som har deltaget.

– Flere af børnene har fortalt, at dagene i FCM har været blandt deres allerbedste – nogle har endda sagt, at det var den bedste dag i deres liv. Og det betyder meget, for når man er vokset op under forhold, der gør, at man ikke kan bo hos sine forældre, så kan det udfordre tilliden til voksne, til livet – og til sig selv.

FÆLLESSKAB OG SMIL

For 13-årige Rasmus, der deltog i aktiviteterne, var oplevelsen noget helt særligt. Han fortalte, hvordan han var kommet iklædt sit FCM-tøj og havde glædet sig til at møde flere af spillerne.

– Jeg synes det er virkelig fedt, at IPower vil gøre sådan noget her for børn og unge, for jeg tror, at det her er en god måde at få dem ud af værelset og bruge energien på at være sammen med nogle andre om noget sportsligt.

Han kiggede ned på sin nye trøje, og tilføjede:

– Jeg er stor FCM-fan, så jeg har glædet mig meget til i dag. Jeg er her sammen med min ven, og vi har lige fået den her trøje, som har autografer på, så vi er virkelig glade – nu har jeg faktisk to FCM-trøjer på, sagde han smilende.

For FC Midtjylland er fællesskabet essentielt, og gennem projekter som disse kan børn og unge møde andre, som står i en lignende situation. Det handler alt sammen om at skabe livsbekræftende minder og sætte fokus på det sociale.

)
)
)
)
)
)
)