Som en del af FitForKids’ IPower My Life-projekt – finansieret af Novo Nordisk Fonden – fik 50 unge en helt særlig oplevelse, da de Skærtorsdag besøgte Dream99 og MCH Arena. Projektet arbejder for at styrke børn og unges mentale sundhed og tro på egne evner, og netop dét blev sat i centrum denne dag.

Programmet var tæt pakket med oplevelser. De unge blev budt velkommen på Dream99 med frokost, rundvisning, udlevering af kamptrøjer og inspirerende oplæg. FCM-bestyrelsesformand Claus Steinlein delte sine erfaringer fra livet i og uden for fodboldens rampelys, mens målmand Jonas Lössl satte ord på, hvordan man håndterer sårbarhed i en verden fyldt med konkurrence og pres – både på og uden for banen.

– Dagen var et stærkt billede på, hvad vi i FC Midtjylland og FCM Samfund ønsker at stå for. Når vi inviterer unge mennesker helt tæt på klubben og giver dem mulighed for at spejle sig i ægte fortællinger og fællesskaber, så mærker vi, at det gør en forskel – også for os. Det bekræfter os i, at fodbold kan mere end at samle point, siger direktør i FCM Samfund, Preben Rokkjær, der sammen med kulturchef Frederikke Bech Eggertsen stod bag dagens program.

Efter det stærke indhold på Dream99 gik turen mod MCH Arena. Her blev gæsterne mødt med stadionplatte, FCM-halstørklæder, snacks og en særlig rundvisning bag kulisserne – alt sammen inden de fandt deres pladser blandt 12.000 tilskuere til topkampen mod F.C. København.

– Når vi inviterer børn og unge ind bag kulisserne og lader dem møde mennesker, der tør være ærlige om både drømme og bump på vejen, tænder vi noget vigtigt i dem. Det handler ikke kun om fodbold – det handler om at tro på sig selv, uanset modgang.

– Den diversitet og nysgerrighed, jeg mødte blandt børnene og de unge, var enormt bekræftende. At se deres smil og begejstring over en oplevelse som den her, gør bare, at vi alle går gladere hjem, fortæller Frederikke Bech Eggertsen.

For FC Midtjylland er det vigtigt at sætte den sociale muskel i spil – også på kampdage med maksimal pres og fokus. Det handler om at skabe livsbekræftende minder og vise vejen frem, både på grønsværen og i livet.

OM FITFORKIDS

FitForKids er en frivillig forening stiftet i 2007, der tilbyder familier i hele Danmark gratis hjælp og støtte til en sundere livsstil i form af:

  • Kostvejledning
  • Træning for hele familien
  • Familie-coaching
  • Motivations-program
  • Sociale events